|

med net og waders
Med base i havnen arbejder Øresundsmiljøskolen både med byens kulturhistoriske miljøer og med Øresunds natur, miljø og historiske betydning.
Elever får gennem aktiviteter, bevægelse, undersøgelse og eksperimenter en forståelse af havets og havnens betydning for Københavns udvikling som hovedstad.
Øresundsmiljøskolen er et samarbejde mellem Foreningen Norden og Miljøtjenesten i København.
Se hele udbuddet af undervisningstilbud på Øresundsmiljøskolen i 2009/2010 her
Derudover er der et nyt tilbud om klima, se her |
Fisketeater og klimaforskere i 2009-2010
For de ældste elever er der masser af muligheder for praktiske undersøgelser, sejlads og laboratoriearbejde på Øresundsmiljøskolen. Vi har netop fået en ny gummibåd med ekstra god arbejdsplads, når klassen sejler ud i havnen for at måle iltsvind og undersøge vand, bund og plankton i forløbet "ILTSVIND - ELLER FLERE FISK I HAVNEN". I forløbet "SUPERFISKER" sætter vi ruser på Øresund og sejler afhængig af vejret gerne ud til vindmøllerne på Middelgrunden for at røgte ruserne og studere dagens fangst af ål, krabber, torsk, gylter og andre spændende havdyr. I "HAVETS KLIMAFORSKERE" trækker vi i kitler og arbejdshandsker når vi undersøger torskens organer og vækst i fiskelaboratoriet og diskuterer hvordan klimaforandringer påvirker torskens levevilkår.
Mellemtrinet kan forsøge sig med sildesaltning som i Middelalderen i "DET STORE SKÅNEMARKED", gå på opdagelse med waders og net i "DYRELIVET PÅ LAVT VAND" eller måske vil I hellere komme med id´er til jeres eget program for dagen under "DIT EGET ARRANGEMENT".
For Indskolingen byder de varme måneder på undersøgelser af "REJER, FISK, KRABBER OG SØSTJERNER" og "KRABBERNES HEMMELIGHED". I oktober-november samt marts-april kan I dykke på havbunden i miljøskolens fisketeater. I "HJÆLP - JEG ER EN FISK!" bliver hele klassen udstyret med fiskekostumer og spiller med i et lille teaterstykke om hundestejlens møde med alle de andre beboere på det lave vand. I får også de levende dyr fra fisketeateret i hænderne, så I selv kan mærke krabbens hårde skjold og ålens glatte skæl.
Du kan booke på http://www.bufnet.kk.dk/ nu.
|